Bikinien fylder 60 år

Peter Leerskov 12. Jul 2006

Woman på www.jubii.dk skriver om bikiniens fødselsdag i dag. Det er en fantastisk historie ...

Mosaikker fra Sicilien indikerer ganske vist, at bikinien har eksisteret i over 1.700 år, men indtil langt ind i det 20. århundrede levede den et yderst diskret liv. Således fandtes der bikini-lignende sager på de franske strande allerede i 1945, men det praktiske badetøj blev først rigtigt genopfundet og lanceret på verdensmarkedet af den franske ingeniør Louis Reard i april 1946. Han gav sit strandtøj navnet bikini efter den ø i Stillehavet, hvor amerikanerne lavede deres første atomprøvesprængning, uden tvivl i håbet om at hans opfindelse ville virke lige så eksplosiv på folket som atomprøvesprængningerne gjorde det.

Det populære gennembrud for bikinien kom dog først små 10 år efter lanceringen, da den dukkede op på Hollywood-stjerner som Marilyn Monroe, Rita Hayworth og Brigitte Bardot.

Og så gik det slag i slag for bikinien. Med et var den mainstream, og alle de modeglade valgte bikini frem for badedragt. Succesen voksede yderligere, da lycra blev opfundet først i 1960'erne: Så var det nemlig slut med upraktiske bikinier af bomuld, kradsende nylon og tungt uld (!). De første bikinier på markedet var ret dydige ... de bestod af store mormor-trusser og en top, der dækkede så meget som muligt af barmen. Men som tiden skred frem, gjorde alverdens strandgæster mere og mere for at få den eftertragtede solbrune kulør, og i 1970'erne begyndte en stor del af dem at smide bikinitoppen og gå topløse. Og dem, der ikke turde gå så vidt,adopterede g-strengsbikinien med sin minimale tildækning ... den kom oprindeligt fra de indfødte stammer i Amazonas-området i Brasilien, men blev hurtigt et hit verden over."